JEG ER KARIN
Lindhardt og Ringhof 1997

Min kommentar
Da jeg havde skrevet DØGNEREN, var der en biperson, Karin, som jeg ikke kunne slippe. Hun blev så hovedperson i denne roman, som foregår dels i Danmark dels i Irland.

Anmelderpluk
Som æstetisk værk er romanen mærkværdig og vel også mislykket. Som politisk provokation er den begavet.
Information

På samme tid sentimental og usentimental, melodramatisk og ironisk, patetisk og humoristisk, Gustav Wied, Tove Ditlevsen og St. St. Blicher cirka. Alt for meget og lige i plet. Et kvalificeret monstrum. Og det er meget godt gået.
Weekendavisen

Bedst er de passager, hvor det fortrængte glimtvis stikker sit ansigt frem, og følelsernes kompleksitet fremstår.
Berlingske Tidende

DØGNEREN
Gyldendal 1994

Min kommentar
DØGNEREN handler om mennesker, de fleste ville kalde udskud, nærmest i samme moment som de påstår, at klassesamfundet er passé. Jeg ville beskrive, hvordan disse mennesker skaber deres egen kultur, når vi ikke vil vide af dem i vores. Blandt andet.

Anmelderpluk
Det er helt åbenbart, at Vibeke Marx nærmer sig førertrøjen blandt eliten af forfattere, der skriver varmt følsomt og nænsomt, men absolut ikke uden sans for de mere groteske sider af tilværelsen. Hun udleverer aldrig de mennesker, hun skriver om.
B.T.

Så byder vi endnu engang velkommen til Vibeke Marxstadt, hvor samtlige indbyggere lider af munddiarré. "Har du fået menstruation midt i ansigtet", spørger Birte, da hun skidefuld og på rulleskøjter har væltet Aske ud af hans kørestol, så han får næseblod. I et snuptag har hun hevet hans bukser ned for at rive den af på ham - Hold da kæft hvor man savner lidt ro og tid til fordybelse.
Politiken

Vibeke Marx skildrer miljøet omkring Aske og Døgneren, så det river i læseren. Der er en afgrund af smerte mellem linierne, en medmenneskelig forståelse af større art end den, som kommer til udtryk hos de åh så forstående og en viden om, hvad der rører sig i dem, der lever i et ordnet samfunds periferi.
Jyllandsposten