Forsiden | Man sammenligner ofte bøger med børn. Man er gravid med et manuskript osv. men i så fald bliver mine hurtigt voksne, for så snart de er udgivet, må de klare sig selv. Jeg glemmer dem nærmest for den nye, der er på vej. Jeg er med andre ord en meget forsømmelig mor. Men det er ikke alle, hverken børn eller bøger, man kan styre. Som f. eks. Wonderland. Egentlig skulle den slet ikke have været en bog, men den var så stædig. Den kom som reaktion på en sommerferie og en række nederlag, og så lå den der og lå. Jeg forsøgte at putte den ind i en fagbog om familiepleje, men den ville være sig selv, skønt den på flere måder ikke er nogen stor bog, som min redaktør sagde. Jeg har ellers aldrig haft den fjerneste lyst til at berøre det kæmpestore tema litterært, det som på en måde blev mit og min families tema, familieplejen og det er der jo sikkert gode grunde til. |
Forfatteren Vibeke Marx | Meeeen hvis jeg kigger nærmere efter, er der alligevel altid et væsen med i mine historier. I Ingen fortrydelsesret I Tusindkunstner I Blodigt regnskab I Jeg er Karin, som selv er et sådant væsen, der ikke kan elske dem, hun selv har født, ikke når de bliver selvstændige personer i hvert fald. Nu ved jeg ikke, om en eller anden litterat engang vil ofre et afsnit på mit forfatterskab, men hvis det skulle ske, vil det muligvis blive med den fortolkning, at de der utilpassede væsner var forfatterens andet jeg, og det kan såmænd også godt være. I hvert fald er jeg selv af og til selv kommet til den konklusion i sene nattetimer, når jeg for hundrede og attende gang har spurgt mig selv, hvorfor jeg har indrettet mig så mærkeligt i tilværelsen. |
|---|